Torsdag 21. august Kl. 19.30 Koncert i Vikingeskibshallen 

Billetter købes  ved at følge denne vejledning, eller ved indgangen, eller via BILLETnet

 

 

Sequentia:

Benjamin Bagby, sang, lyre
Agnethe Christensen, sang (Brynhilde), tromme

Elizabeth Gaver, middelalderfidel
Lena Susanne Norin, sang (Gudrun)
Norbert Rodenkirchen, harpe, fløjte


Program:

Rhinguldets Forbandelse:

Et sagn om begær og hævn fra vikingetidens Islandske Edda

Sequentia, med basis i Paris, er et af verdens mest respekterede og innovative ensembler for middelalderens musik. I mere end 30 års har Sequentia med Benjamin Bagby som leder turneret over hele verden og kan se på en omfattende diskografi, som dækker over hele middelalderen, herunder de samlede værker af Hildegard af Bingen. Ensemblet arbejder dels i en mindre turnerende gruppe med sang- og instrumentalsolister, men kan også udvides til et større ensemble til flerstemmige koropførelser.
Sequentia optrådte i Danmark i 1998 hvor de i en fyldt Roskilde Domkirke gav en betagende opførelse af Hildegard af Bingens tusind år gamle mysteriespil ”Ordo Virtutum”. Ensemblet er i det hele taget kendt for sine medrivende forestillinger hvor musik og ord bliver nærværende gennem musikernes magiske sceniske tilstedeværelse. Lederen, Benjamin Bagby, oplevede på sidste års Edinburgh Festival at måtte give i alt 6 udsolgte opførelser af sin performance af det gamle sagn om ”Beowulf”.

Det er sangen og den mundtlige formidling, der er centralt i Sequentias arbejde. I Rhinguldets Forbandelse rekonstruerer Sequentia vikingetidens skjaldekunst. I august 2008, hvor vi fejrer at nutidens ”vikinger” har roet langskibet Havhingsten tilbage fra Irland, vil Schubertselskabet gerne vise sangens kultur, der jo var Schuberts om noget, også fra lidt andre vinkler og tider.


Sagnet om Rhinguldets Forbandelse, om den unge helt Sigurd, Kong Gunnar og hans smukke søster Gudrun, om Attila, Hunnernes høvding og hans Valkyrie-søster Brynhilde, synes at foregå på i et slags drømmeland, som rummer såvel floden Rhinen, Mørkeskoven og gletscherne i Island. Det er samme sagn, Richard Wagner trækker på i opera-værket ”Neibelungens Ring”.
Historien handler om kærlighed, begær og magt. Der er steder og mennesker, hvoraf nogle faktisk eksisterede, men der blandes frit op med gamle guder, snu dværge, drager, magiske heste og sværd, overnaturlige væsner og talende fugle.

Beretningen om Rhinguldet er et ældgammelt epos, som har tryllebundet generationer af europæere, når de lyttede til skjalde og spillemænd som med sang og spil af de gamle tekster gav slægtens erindringer liv og form.