Schubertiaden 2008
Irland og Schubert – kom med!
I 2008 har vi valgt inspiration fra den store begivenhed i Roskilde, Vikingeskibet Havhingstens tilbagevenden fra togtet til Irland. Det giver afsæt for et samarbejde med Vikingeskibsmuseet med spændende koncerter i Schuberts ånd, som trækker tråde både tilbage i tid og ud i geografiske anderledes områder. Vi beriger Schubertiadens samlede program, og lægger ”trædesten” ud, så at et publikum, der ikke lige er dybt fortrolig med netop Schubert, kan finde vej ind over koncertrummenes dørtærskel.Koncerterne rummer sangkunst fra Vikingetiden med Sequentia, der er irsk improvisation og dans med The Harp Consort i musik af Irlands svar på Schubert Turlough O’Carolan, og Irlands mest spektakulære musiker Sir James Galway kommer med Jeanne Galway og pianisten Philip Moll.
Dertil en perlerække af stjerner i klassiske koncerter: Oleg Maisenberg, Gidon Kremers mangeårige klaverpartner, Cuarteto Casals, fremstormende spansk strygekvartet og barytonen Konrad Jarnot med hele Schuberts Die schöne Müllerin. Dertil præsenterer vi 2 af de absolut bedste danske ensembler: Trio con Brio og Andreas Brantelid med pianisten Marianna Shirinyan.
De spiller i Roskilde, hvor den korteste vej mellem mennesker er musikken!
| Postkort med citat af omkvædet i Schuberts "Ungeduld" fra Die schöne Müllerin |
