Referat af generalforsamling i Franz Schubert Selskabet Danmark

Mandag den 18. maj 2009 kl. 16.30 på Roskilde Rådhus.

Fra bestyrelsen deltog: Kaj V. Hansen, Niels Søby, Steen Frederiksen, Susanne Malmstrøm, Bjørn Bogason.

1. Valg af dirigent

Som dirigent valgtes Niels Søby, der konstaterede at generalforsamlingen var lovligt varslet og indkaldt. 

2. Præsidentens beretning

På gr. a. afbud fra præsidenten Chr. Wedell-Neergaard i forbindelse med hans EU-valgkamp havde Kaj V. Hansen udarbejdet beretningen, som han fremlagde for forsamlingen:

Præsidentens beretning:
Franz Schubert Selskabet Danmark har i 2008 i overensstemmelse med Selskabets formål afholdt 8 koncerter samt 7 foredrag som introduktioner til koncerterne. Repertoiret har i overensstemmelse med vedtægterne rummet Schuberts og med ham beslægtede komponisters musik.
Desuden har Selskabet formidlet information via Selskabets hjemmeside og gennem pressemeddelelser, hvilket har fået god udbredelse og supplement både i den trykte presse, men også TV2, hvorfra man mødte frem for at transmittere direkte både musik og interviews fra Schubertiadens åbningskoncert.
Selskabet har endvidere fortsat udgivet publikationen Meddelelser, der i 2008 udkom med nummer 27.
Selskabet har i henhold til vedtægterne afholdt generalforsamling i april måned og Styrelsen har afholdt 2 ordinære og 1 ekstraordinært møde.
Selv om det lige så godt vil kunne oplyses i forbindelse med gennemgangen af årsregnskabet, har jeg alligevel valgt at tage det med i min beretning. Bestyrelsen foretog i forbindelse med kontingent-opkrævningen februar 2008 en justering af medlemsbetalingen som øgedes fra kr. 150 for enkeltmedlemmer til kr. 175, for par-medlemmer fra kr. 250 til kr. 300 og for familiemedlemmer fra kr. 300 til kr. 350.
Pr 31. 12. 2008 havde selskabet i alt 344 medlemmer der fordeler sig således:
136 aktive betalende enkeltmedlemmer (kr. 175,-)
98 aktive betalende parmedlemskaber (kr. 300,-)
3 aktive betalende  familiemedlemskaber (kr. 350,-)
Selskabet har modtaget 17 udmeldelser i løbet af 2008. Selskabet har modtaget 45 indmeldelser i 2008.
Billetsalget i forbindelse med Schubertiaden har givet en gennemsnitlig belægning på 80 – 85 procent ved koncerterne. Billetindtægten har dermed nået 124.500 kr ekskl. moms, hvilket er særdeles tilfredsstillende,
idet der har været færre arrangementer end i 2007, og man på grund af besparelser måtte undvære en koncert i Domkirken, som traditionelt giver et stort billetsalg.
Efter skiftet af generalsekretær ultimo 2007 ophørte i 2008 den faste administrative medhjælp på kontoret, og ved generalforsamlingen i 2008 trådte selskabets præsident Bent Haakonsen tilbage hvorefter Christian Wedell-Neergaard genindtog posten som præsident.
 
Omlægningen af Selskabets drift i 2008 betød at personalet blev reduceret fra 2 ansatte (sekretær og generalsekretær) med tilsammen 67 timers arbejdstid pr. uge til nu kun 1 ansat med 30 timer pr. uge.
En del opgaver er i den forbindelse blevet løst ved outsourcing. Det gælder f.eks. bogføring og årsregnskab. 
Andre opgaver måtte på grund af besparelsen bortfalde, og andre er blevet løst ved projekt-ansættelse af en musikproducent for en kortere periode i forbindelse med afviklingen af Schubertiaden i 2008.
Disse personalemæssige og driftsmæssige tiltag har ført til en styrkelse af Selskabets økonomi, der i 2008 blev meget anstrengt  på grund af de ekstraordinære beløb, der er blevet betalt til fratrædelsesløn samt feriepenge til både den tidligere generalsekretær og til den fratrådte sekretær.
Personaleomsætning er aldrig gratis, og det har det heller ikke været i Schubert Selskabet. Alligevel var muligt for os at gennemføre en flot Schubertiade i 2008. Og jeg vil her gerne takke alle der har medvirket til dette.
Generalforsamlingen godkendte præsidentens beretning.

3. Gennemgang af årsregnskab
Kaj V. Hansen gennemgik kort regnskabet.
Styrelsen har godkendt regnskabet d. 10. 3. og den statsautoriserede revisor har underskrevet det uden anmærkninger.
Regnskabet  udviser et overskud på 4.557 kr. efter en hensættelse på kr. 330.000 til brug for kommende Schubertiader/aktiviteter, idet der har været indtægter på kr. 1.726.210 og udgifter på kr. 1.394.354.
Kaj V. Hansen henviste desuden til sine kommentarer til selskabets økonomi under pkt. 2: fremlæggelsen af beretningen.

4. Fastsættelse af årets medlemskontingent

Kontingentet holdes uforandret på 175 kr for enkeltmedlemskab, 300 kr for parmedlemskab (samme adresse) og 350 kr for familiemedlemskab (samme husstand).

5. Indkomne forslag

 Der var ikke indkommet forslag

6. Valg af

a. Styrelse
I indeværende år er 2 medlemmer udtrådt: Poul Holm som følge af sin flytning til Irland og Nete Nørgaard Nielsen som følge af barsel.
Alle øvrige medlemmer af styrelsen: Susanne Malmstrøm, Bjørn Bogason, Niels Søby, Steen Frederiksen, Kaj V. Hansen og Chr. Wedell-Neergaard - var ikke på valg.
Til valg opstillede på styrelsens anbefaling Lars Trier og Bjørn Dahl. Begge indvalgtes i styrelsen med akklamation.
Ved det efterfølgende møde i Styrelsen konstituerede denne sig med Bjørn Dahl som præsident.

a. Ekstern revisor

Erik Tronborg Andersen valgtes.

7. Evt.

Intet.
Dirigenten takkede forsamlingen for fremmødet og god ro og orden.

Roskilde, d. 8. juni 2009
Mette Overgaard Gotthardsen
Generalsekretær